ARTIKLER     |     BLIV MEDLEM     |     LINKS

  Forside » Volieretur » volieretur 2011   
Kategorier
ForsideAktiviteterBestyrelsenBibliotekBliv medlemFrøsalgGode rådHer Bor ViKøb og SalgLinksTilbudVoliereturvolieretur 2011Volieretur 2013Volieretur 2014volieretur 2015volieretur 2016volieretur 2017
Hurtig Søg
 
Brug stikord til at finde produktet du søger.
Udvidet søgning
Information
Kontakt os
Referat

Volieretur 2011

Søndag d. 28/8 var det atter blevet tid til årets volieretur, og turen gik til Haslev Fuglevenner.Bussen afgik fra Realskolen kl. 8.00 med 17 deltagere ombord. Først stop var i Ugerløse, hvor yderligere 4 steg ombord. Fuldtallige (kun 21 personer – SUK) gik turen mod Haslev. Ved grillen i den nordlige udkant af Haslev, steg vores guide, Henning Jensen ombord. Det viste sig hurtigt at være en god ide at have en lokalkendt med ombord, da vi måtte omlægge ruten flere gange, delt pga. de store vandmængder, der ikke kun fyldte markerne, men også visse steder stod så højt, at vejene var vanskeligt passable. Men frem kom vi. Vores første stop var hos Søren Rasmussen Tureby. Her var de dominerende fugletyper stære og vagtler, finker og meget andet. Fuglene sad i store tilplantede voliere, især den ene var så stor, at man kunne gå rundt derinde og opdage reder og unger. Fuglene kunne være lidt svære at se udefra, men når man kom derind, kunne man se, at fuglene havde det herligt.

Efter Søren Rasmussen, gik turen til Poul Jørgensen, der er flyttet fra Haslev til et landsted ved Præstø. Vi var spændte, for vi havde i forbindelse med et foredrag Poul holdt hos os, set billeder af hans byggeri. I forbindelse med en staldbygning var opsat metal volierer, der husede mange arter, som man ikke ser til hverdag, f.eks. stor og lille Vasa-papegøje, guldparakitter og sidst men bestemt heller ikke mindst palmekakaduer. Mens kaffen/teen og kagen blev nydt, blev der kigget og spurgt en masse til Poul Jørgensens fine byggeri.

Det 3, sted vi kom, var hos Inger og Holger Pedersen, Tappernøje. Her startede vi med at spise vores madpakker i værtsparret store dejlige gildestue, og efter spisningen blev vi budt på kaffe/te og småkager. Så var der rundvisning gennem en totalt trimmet have, med buske og hække klippet i fantastiske faconer. I voliererne sad en masse Australske parakitter, som rundt omkring havde fået pænt mange unger. På bunden af voliererne gik Vagtler, Fasaner og Tragopaner. Også et par egern havde lagt beslag på en voliere.

Næste sted var hos vores guide, Henning Jensen, Haslev. Han havde 2 rækker volierer med fronten vendt mod hinanden. På forsiden var isat glas, hvilket tog rigtig meget af larmen, praktisk i et villakvarter. Fuglesamlingen bestod af Australske og Indonesiske parakitter, her i blandt hele 5 arter af Kongeparakitter. Ved havebordene blev der budt på kaffe/te, øl og vand, og så noget der mindede om sønderjysk kagebord. Guffe – guf.

Det 5. og sidste sted var hos Uffe Jensen der bor på et landsted ved Sneslev. Her var store metalvolierer med bla. Soldater-ara, Rødøret Ara og en række Sydamerikanske parakitter. I nogle ældre trævolierer gik en række Conture-arter, ligesom man også så Smaragd parakitter med unger. Midt i anlægget er bygget en dejlig stor pavillon, og her blev vi også budt på øl, vand, kaffe, te og kager.

Klokken var blevet omkring 16,30, så vi drog mætte af indtryk- og kager mod Holbæk Realskole, og var tilbage kl.ca 17,00. Alt i alt en herlig dag med flotte fugle og anlæg, flinke værtsfolk og næsten tørvejr.

En stor tak til Haslev Fuglevenner.

Til dem som der ikke var med, kan jeg kun sige, at I gik glip af en rigtig god tur. Håber på mere opbakning så vi kan fylde bussen til næste års tur. Prisen i år var kun 100 kr. pr. person, så det kan ikke være det der holder folk væk. Er der noget særligt du/I vil se, så kom frem med det, bestyrelsen er meget lydhør for forslag.

Hans Thomsen


Holbæk Fugleforening • Rørvangsparken 2 • 4300 Holbæk
Tlf. +45 59 43 59 42 E-mail: